Vedbæk Havn 6. juni, tidligt fredag morgen. Øresund er fuldstændigt havblik og morgensolen, kryber ind på lange kølige skygger, som for at ruske dem ud af fjererne. Hvad der for mange år siden var et lille fiskerleje, som i 1919 fik en havn, er i dag en forvandlet til en tæt skov af master, som står svajende på en grund af imponerende skibe i den store lystbådehavn.

​

Fiskeriet er stadig i hjertet af havnen, og på en af de seks tilbageværende fiskekuttere står skipper Erik Henriksen på 41 og venter på mig. Jeg har fået lov til at stige om bord, og følge ham på en helt almindelig arbejdsdag, for at se hvordan garnfiskerne i Øresund arbejder. Før en landkrabbe som jeg, kan bytte landjorden ud med det gyngende kutter-dæk, ifører jeg mig regntøj og støvler, som trofast før har fulgt mig på diverse festivaller. Støvlerne kasseres straks, da Erik Henriksen tvivler på, at selv det øverste af støvleskafterne vil være tørt, når vi kommer i land. Han bringer fra et skur på havnen, et par ordentlige fiskerstøvler, som mine fødder blot mangler fem størrelser for at passe. Mit sorte nylonregnsæt får også skeptiske blikke med på vejen, men det får lov at stå prøven, og inden længe sejler vi ud af Vedbæk Havn. De mange timer på søen er ikke noget der går Erik Henriksen på.

 

“På en normal dag er jeg alene fra tidlig morgen til middag. Det generer mig ikke, så må jeg være ekstra social, når jeg kommer i land.”

 

Igennem de smult vande banker kutteren sig stødt og roligt frem mod den første fiskeplads, og jeg mærker, hvordan nervøsiteten breder sig. Her skal min første prøve, som kystfisker stå, og jeg har svært ved at forestille mig, hvad der ligger i vente. Erik Henriksen sætter med en øvet hånd kursen mod den første garnbøje, mens han tager en slurk af sin cola med den anden. En cigaret når vi også, inden det er tid til at komme på plads i båsene ved det store spil, som skal trække garnet op fra dybet.

​

Den første fangst

De første masker af et af de 45 garn Erik Henriksen har sat kommer til syne af vandet, og snart kommer de første rødspætter også med, flaksende i en sælsom dans fra deres plads i nettet. Erik Henriksen viser mig, hvordan maskens tråde skal føres uden om den pig, rødspætterne har langs den ene side, for at få fisken fri af garnet. Mens det kun lykkedes mig at befri en eller to rødspætter fra maskernes greb på det første træk, plukker Erik Henriksen fiskene fra nettet som æbler fra et æbletræ med snarrådige hænder. Han bemærker med et afvæbnende smil henvendt mine prøvelser, at de første ti år er de værste. Mens jeg bakser med at få rødspætterne på plads i spandene i båsen ved siden af mig, spørger jeg hvordan Erik Henriksens fiskeri, er påvirket af de seneste års fredninger, forbud og faldende torskekvoter.

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

 

 

Erik Henriksen kan sagtens mærke en forskel på bundlinjen med faldende kvoter og discard-forbuddet.

​

“Jeg tror ikke det er os, de vil ramme med dem. De (kvotenedsættelserne og discard-afskaffelsen red.) er sat i verden for, at trawlfiskerne ikke skal have det for nemt.” 

 

Det giver endnu vanskeligere kår for de små garnfiskere, for hvem 20-25 kroner som en stor torsk kan indbringe, klart er at foretrække frem for de små torsk til 8-10 kroner.

 

Selvom Erik Henriksens kvote holder 10 tons torsk og 6 tons rødspætter, løber han hvert år tør og må typisk leje mellem to og tre tons.

​

“Det er om at holde skruen lige i vandet, til de har aflivet de fiskere de vil af med,” siger Erik Henriksen opgivende og går i gang med at rense garnet for tang og skidt, så det kan sættes på ny.

 

Maskinens larm tillader ikke meget samtale, men jeg kan forstå på Erik Henriksen, at den første fangst på dagen ikke var helt så god, som den burde have været.

 

Da garnet igen er gledet tilbage i det rolige blå på en ny fiskeplads, forklarer Erik Henriksen, hvordan det ikke kun er kvoter og forbud, som gør det svært at være kystfisker i dag, i forhold til da han startede med at gå til hånde på en kutter for 18 år siden. Der er nemlig også andre tiltag, som skal holde et vågent øje med fiskerne, og et af dem er, at kuttere over otte meter skal melde, når de sejler ud og hjem, og at der i styrhuset skal være en logbog, hvor alle forhold om fangst og fiskepladser skal nedfældes.

​

“Der er jo ikke plads til alt det, de vil have. En logbog fylder så meget,” siger Erik Henriksen og udmåler en så stor luns af styrrummets bordplads med armene, at det ville være svært at få plads til skibsrattet, hvis logbogen skulle have sin plads.

​

“Og så vil de også have, at jeg skal sende sms’er, når jeg tager ud og kommer ind. Snart vil de have sms’er, når jeg slår skid.”

 

Alle reglerne har fået Erik Henriksen til at tage drastiske midler i brug, og i stedet for at udvide styrhuset, så der er plads til logbogen og få gang i sms-skrivningen, har han forkortet stævnen på sin kutter med 28 centimeter, så han ikke er omfattet reglerne.

​

Andet træk

Da bøjen, som markerer fiskeplads nummer to, dukker op foran stævnen, får Erik Henriksen hurtigt og behændigt sat kutteren ud, så han kan sætte garnet på spillet og få halet det ind. Selvom fangsten denne morgen heller ikke i anden omgang lever op til forventningerne, er Erik Henriksen ikke bekymret for, at han en dag ikke har nogen garn at sætte ud for Vedbæk. 

​

“Jeg skal nok klare mig, men jeg ved da, at der et par stykker af de andre på havnen, som skrænter lidt. De får det svært,” og selv hvis uheldet skulle være ude, så føler han ikke, at han er på dybt vand.

“Lejligheden og kutteren er betalt ud, så hvis det en dag er slut her i Vedbæk, så er det det. Det kan jeg godt klare.”

Da garnet er renset, rensemaskinen har larmet, og vi har indfundet os på en ny fiskeplads, kan garnet sættes igen, og jeg kan få svar på hvorfor Erik Henriksen egentlig fisker, når erhvervet er så trængt og så strengt reguleret.

​

 

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

 

 

 

 

Sidste træk

“Det er friheden,” siger han og fortsætter: ”Jeg kan sætte, når jeg vil, og lade være, når jeg ikke vil.” Han kigger ud over sundet med et fjernt blik og læner sig mod karmen i styrhuset. Hænderne griber om det øverste af dørkarmen og han kigger pludseligt ud på mig, på dækket, og med et stort grin siger han.

​

“Det bliver ikke meget bedre! Og især ikke på en dag som i dag med høj sol og roligt vand.”

 

Da sidste garn har fundet vej indenbords og vi piller fiskene ud af nettet, heriblandt nogle flotte store torsk, en række slethvar, skrubber og rødspætter, kommenterer Erik Henriksen Vedbæk Havns nyeste fisker-for-en-dags præstation, altså min:

​

“Du er ikke den værste, jeg har haft med ude første gang. Nogen tager på fisken som en nonne på en sømands pik, men du tager fat.”

​

Jeg har svært ved at skjule min begejstrelse både over at modtage et kompliment for noget, som virkelig kræver fingerfærdighed og over for garnfiskeriet i det hele taget. Erik Henriksen er ærgerlig over at flere unge højst sandsynligt ikke vil dele min begejstrelse i fremtiden i det pressede erhverv.

​

“For nogle år og siden kørte de en kampagne: Bliv Fisker, hed den. De vil gerne have flere unge til at fiske, men jeg forstår ikke hvorfor? Der er jo ikke nogen fremtid i det. I hvert fald ikke i kystfiskeriet,” siger Erik Henriksen med utilfredshed i stemmen.

​

På vej tilbage mod havnen igen slagter Erik Henriksen fiskene, så de kan komme på is natten over og komme ud til fiskehandlerne dagen efter. Mågerne har for længst lugtet luntet og har slået krans om skibet længe før motoren igen sætter igang og trækker fisk og fiskere på land. De hænger i som en kappe efter båden, og en efter en, og nogle gange samtidigt, dykker de efter de fiskeindvolde Erik Henriksen smider ud til dem. En perfekt synergi er opstået, som holder fra fiskepladserne og næsten helt ind i havnebassinet.

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

 

Da vi er kommet på land igen, er arbejdsdagen ikke slut endnu, for fiskene skal vejes og lægges på is og sættes i kølehus. Da fangsten er gjort op anslår Erik Henriksen, at vi har hevet for 1500 kroner ud, eller hvad der svarer til halvdelen af en normal dag. Han bemærker, at man for at være fisker stadig skal have en jæger i sig, som tør at tage chancer og sætte garn på nye pladser, og håbe på, at fiskene går i garnet.