​

Selvom klokken er 05:45, er solen for længst begyndt at varme de bordeauxrøde mursten på Fiskeauktionshuset på Gilleleje havn.

Det er dage som i dag, hvor selv den værste landkrabbe kunne have drømme om livet på havet. De drømme har de orange vaders der læsser fisk i rektangulære plastickasser ved auktionshuset udlevet i årevis. Men det er den drøm, som de garvede fiskere på Gilleleje havn efterhånden ser mere som et mareridt.

”Tilstanden den er kritisk, fordi der bliver ved med at komme nedskæringer og restriktioner for fiskeri i de indre farvande. Lukkeområder, lukkeperioder, for at beskytte én fiskeart” fortæller Lasse Nordahl, som er auktionsmester på Gilleleje havns auktionshus.

 

At fiskerne har svært ved at klare skærene i Gilleleje er også tydeligt for fiskeribiolog Michael Andersen fra Dansk Fiskeriforenings Producent Organisation, DFPO.
 

“Vi kan ikke forsætte med en fiskerihavn i Gilleleje. Den går i sig selv, det er der ingen tvivl om.”

 

Fra oppositionen i Green Peace, hvor man kæmper mod det, de kalder destruktivt fiskeri, mener man forsat, at fiskeriet i Gilleleje skal bestå, men at det skal omlægges fra trawl- til tegnfiskeri, til det svarer Michael Andersen:

 

“Man kan simpelthen ikke opretholde en havn på tegnfiskeri. Og det er umuligt at fiske hummer uden at fange torsk.”

​

Lige netop torskebestanden har været trængt op i en krog ud for Gilleleje, i hvad der bliver kaldt trekanten, et område vest og nordvest for Kullen. I Syv år har trekanten været lukket hele året rundt, for at give torsken, det bedste grundlag for at gyde.

 

Det er helt tydeligt, når Lasse Nordahl

åbner munden og fortæller om den

kamp han og fiskerne kæmper, at det

ikke er første gang han har forsøgt at

trænge igennem med budskabet

om at restriktioner, kvoter og

lukkeområder i Kattegat kvæler

havnen langsomt.

”Hvis vi ikke snart får vendt det,

så er der ikke længere noget fiskeri

eller nogen auktion på Sjælland. Vi

er den sidste auktion der er tilbage

her på øen” forklarer Lasse Nordahl

med store armbevægelser, som

understreger alvoren.

​

Det er også klart, at forklaringen sidder

på rygraden for, som han selv siger:
 

”Det er det eneste, som betyder noget, det er svært at tænke på så meget andet, det ligger hele tiden i baghovedet.”

​

Tæt på enighed langt fra løsning 
Michael Andersen fra DFPO mener, at man gør torsken i de områder, som ligger udenfor trekanten en bjørnetjeneste ved at frede den, fordi den så bliver fisket hårdere der, end den ellers ville have været

 

“Vi mener det ville beskytte torskene, hvis man åbnede op for fredningen uden for gydesæsonen,” siger Michael Andersen og forklarer, at der til gengæld er god mening med at lade området lukke, når torsken gyder, og at DFPO også selv anbefaler det.
 

Selvom der er enighed fra DFPO og Green Peace, om hvorvidt det er en god idé med en lukning, er der stadig langt mellem de to parters ønsker for, hvad der skal ske med området fremover. Mens Green Peace fortsat taler for lukning af området og en permanent oprettelse af hav-reservat, mener DFPO at lukningen kun er gunstig, når torsken er der og gyder, og at fiskerne fra Gilleleje skal have lov til at fiske hummere i årets resterende måneder.

​

“Vi synes, det er åndsvagt at beskytte nogle torsk, som ikke er der,” siger Michael Andersen.

 

Efter kort tid på det lidt snuskede auktionsmesterkontor, som nok godt kunne trænge til en klud hist og her, finder man hurtigt ud af, hvor hele nedturen for alvor startede.

”Da man i 2008 begyndte at snakke om, at man ville lave et lukkeområde, sagde fiskerne, at de ville gerne være med til at lave en lukkeperiode de første 3-4 måneder om året. Her var der en reel mulighed for, at torsken gydede, men derefter var den der ikke” forklarer Lasse Nordahl, mens han forsætter;

”Men blev der lyttet til dem? Nej. Man lukkede simpelthen området hele året. Siden da har man været på et hav af togter for at undersøge det område. Det har så vist sig, at det fiskerne sagde dengang var rigtig. Der er ingen begrundelse for at holde det lukkeområde lukket hele året.”

​

Lasse Nordahl kigger kort ned i tasteturet på hans stationære computer og tager en hånd til hovedet og ryster let på det, før han kigger op igen og forsætter;

”Det lukkeområde er ekstremt vigtigt for vores jomfruhummerfiskeri og tunge fiskeri, hvilket gør at fiskerne er ekstremt presset, Udover det, så lukker man den nordlige del af Øresund 2-3 måneder om året i vinterperioder, hvor torskefiskeriet er bedst i det område.”

 

Tysk undtagelse
Fredningen af området er en fællesforpligtende aftale indgået mellem Sverige og Danmark, og Michael Andersen forklarer, hvordan DFPOs medlemmer må se til, mens tyske fiskere frit kan fiske i, hvad der for danske og svenske fiskere er lukket vand.

 

I Green Peace kan Biolog Magnus Eckeskog godt forstå fiskerne.

 

“Jeg kan godt forstå at de danske og svenske fiskere er frustrerede. Men det er ikke helt sandheden, for de fisker kun en lille del, “ siger han og fortsætter: ” Tyskerne har kun adgang til en lille bitte del af farvandet 12 nautiske mil ud for den svenske kyst.”

 

For Magnus Eckeskog og Green Peace handler lukningen også om mere end bare at give torskene fred til at gyde.

 

“Selvom fredningen er oprettet for at beskytte torsken, er havbunden også kommet sig så meget, at det kan betale sig at beskytte det fremover,” siger han og nævner at blandt andet koraller er kommet igen, efter at trawleriet af området er stoppet.

 

Ifølge Lasse Nordahl så har både Danmark og Sverige sendt adskillige biologer ud i lukkeområdet for at tjekke bestanden af den truede torsk, hvor de ifølge Lasse Nordahl har konstateret det samme som fiskerne gjorde inden området blev lukket. Torskene er der kun i få måneder for at gyde, efter det svømmer de væk fra området igen. Hvorfor området ikke er blevet åbnet igen, har han en teori om, og den har ikke noget med koraller at gøre.

”Det virker som om, når man kigger i kortene, selvom politikerne og myndighederne siger noget andet, så virker det som om, at fra sydlige af Læsø og til vesten af Bornholm, der skal der ikke længere være fiskeri i Danmark.”

​

De kort som Lasse Nordahl snakker om, gælder som nævnt ikke for tyskerne, da det lukkede område i Kattegat kun er en aftale mellem Danmark og Sverige, hvilket tvinger Gilleleje fiskerne i knæ nat efter nat.

”Når tyskerne har været her (red. Lukkeområdet i Kattegat), har de kunnet fange op til 800kg hummere på en nat, mens den bedste danske fisker, som skal være uden for lukkeområdet, kun har kunnet fange 100-150kg. Ikke nok med at de kan fange mere, de får også op til 10kr mere for hummerne. Så kan man begynde at tage lommeregneren frem og finde ud af, hvem der har tjent penge den nat” forklarer han.

 

Fiskeri eller havbund

I stedet for at fiske med trawl går Green Peace ind for at fremme det skånsomme fiskeri med garn, line og tegn, som ikke skader havbunden

 

“Skånsomt fiskeri, udført på den måde, som de fisker i Øresund bl.a. med garn skal fremmes. Øresund er meget mere i balance i forhold til Kattegat, fordi det ikke bliver trawlet,” siger Magnus Eckeskog.

 

Stod det alene til Green Peace at bestemme, skal der dog fortsat være fiskeri i Gilleleje, og hav-reservater kan ifølge Magnus Eckeskog ligefrem have en positiv spillover effekt med flere fisk i de områder uden for reservaterne, som han gerne så, kun blev fisket skånsomt.
 

“Jeg håber vi kan finde løsning, mellem hav-reservater og skånsomt fiskeri, uden at fiskeriet bliver kvalt, og det er vigtigt at inkludere fiskerne i debatten om havreservater. De har kendskab til miljøet, fordi de er der.”

 

Hos DFPO er man på den anden side ikke så fortrøstningsfulde, med udsigt til at trawlet er på vej væk fra Gilleleje og ud af Kattegat.

​

“Hvis du gerne vil leve af at fiske tager du ikke til Gilleleje. Der er ikke nogen fremtidsmuligheder.“

 

Når man bevæger sig ud af auktionsmesterens kontor finder man fire mand, som er i gang med at forberede fiskene til auktionen. Blandt de fire mænd finder man Lasse Nordahls far Jan Nordahl. Han er 70 år gammel og har været erhvervsfisker siden 1961.

​

Selvom han er to år over pensionsalderen, så er han stadig en ligeså stor del af sorteringen af de fisk, der er blevet fanget i nattens løb. Det er store armbevægelser, som skovler med isen fra isvognen over i grønne rektangulære plastickasser med den friske fisk. Ved siden af hjælper hans anden søn Carsten Nordahl.

​

Sønnerne Lasse og Carsten ønsker inderligt at få deres far ud af den døende branche, men der er ingen udsigter til det.

”Min bror og jeg vil rigtig gerne have ham på pension, men det kan ikke lade sig gøre lige nu, da min bror ikke kan låne penge til at købe båden. Men udover pengene så kræver det også at man kan se en fremtid, hvilket jeg bestemt ikke gør. Jeg tror ikke, der er fiskeri i de indre farvande om 5 år” forklarer Lasse Nordahl.

En kattelem står dog stadig åben hos Green Peace i forhold til at fortsætte med at trawle i Kattegat, men bevisbyrden for, at det ikke skader, ligger hos fiskerne:

“Man kan teoretisk set godt have områder til bundtrawl, hvis fiskerne kan bevise at det ikke skader havbunden,” siger Magnus Eckeskog.
 

Uanset om trawlfiskerne kan bevise om trawl er skadeligt eller ej, hersker der dyb uenighed om hvor store dele af det danske farvand, der bliver trawlet. Hos DFPO mener man at hav-reservaterne er en overreaktion, som kvæler fiskeriet fra alle sider, fordi trawlfiskere og kystfiskere i øst Danmark får sværere og sværere ved at finde trawlspor og fiskepladser i Kattegat.
 

“Det er under 30% af havbunden i den fiskede del af havet, der er trawlet? Man ligger og slæber meget i de samme spor,” siger Michael Andersen.
 

”Der er masser af områder, der aldrig bliver berørt. Man trawler ikke systematisk havbunden, som hvis man vasker vinduer. Man finder nogle trawlspor i et område, og så trawler man op og ned af dem. Havbunden halvtreds meter ved siden af har måske aldrig set skyggen af en trawl.”

 

De fortabte blikke

Ude i kølehallen er dagens fangst blevet kategoriseret og lagt i de grønne rektangulære plastickasser. Side om side ligger fiskene i kasser med fisk af samme kvalitet og størrelse som dem selv. Rundt mellem de grønne kasser går forhandlere og vurderer, hvor de skal lægge deres bud, når auktionen starter. En af dem der stikker nøjsomt, vurderende til fiskene er Adelaide fra Fiskehuset i Hornbæk. Hun har taget turen fra Hornbæk til Gilleleje for at byde på fiskene i 12 år.

”Jeg kan tydeligt mærke, at den pind jeg sidder på, bliver tyndere og tyndere, så jeg forsøger at købe, så meget jeg kan herfra” fortæller hun om Gillelejes tilstand.

​

Det er udbuddet og mængderne af fiskene, som de senere år er faldet kraftigt ifølge Adelaide. Men det er ikke kun indholdet af de grønne plastickasser, som hun ser forandring hos.

”Det er deres blikke, der er ikke den samme gejst hos dem mere (red. Fiskerne). Når der er småting, der går galt, så kan de ikke overskue det mere. De bliver hurtigt sure og irriterede” fortæller hun.

​

Det er ikke kun Adelaide, der har set blikkene hos fiskerne forandre sig. Lasse Nordahl, som var soldat før han blev auktionsmester, kan kun sammenligne blikkene med én ting.

”Det blik fiskerne har i øjnene, når de kommer hjem efter en nat på havet, det blik har jeg set hos udsendte soldater, når de vender hjem.”

 

Ingen råber mere  

Jeg vil gerne indrømme, at da jeg drog afsted til Gilleleje for at overvære fiskeauktionen, så havde jeg forventet, at en auktionsmester stod ude blandt fiskene og råbte beløb, mens køberne stod rundt om og bød som vilde på fiskene, men det er for længst forbi og er lagt i en grøn plastickasser, sammen med alle de andre ting fra havnen, som er kategoriseret som ’dengang i de gode gamle dage’.

​

Dagens auktion foregår inde ved Lasse Nordahls computer og i rummet lige ved siden af. Rummets tapet er gråligt, ikke fordi det er malet på den måde, men fordi det er nedslidt og fordi der nok er blevet røget en cigaret eller to i kontoret i tidens løb.

​

Opstillingen af bordene i lokalet minder mest om en folkeskoles. Hver elev ved sit bord, med 30 centimers mellemrum, så man ikke forstyrrer sidemanden. Sådan sidder de forskellige fiskehuse og fiskehandlere side om side med en lille firkantet boks foran sig. Den lille boks ligner mest af alt en gammel fastnettelefon uden et telefonrør, men det er den, som de afgiver deres bud med.

​

Alle sidder helt stille i rummet og kigger på en skærm, som viser hvilken fiskeart, der er på auktion. Det er Lasse Nordahl, der fra sin computer i det modsatte rum, via sin computer sender dataene indtil skærmen.

​

Efter fem minutter er dagens auktion færdig. Forhandlerne går ud af lokalet.

Tilbage er kun papirarbejdet og pålæsningen af fisk i forhandlernes biler.