top of page

Portræt af en havn: Fra storhedstid til tre fiskebåde

Foto og tekst, Kamilla Mærsk

​

​

​

​

For at starte denne fortælling helt korrekt, bliver jeg nødt til at lave en lille reference til Fyns mest kendte forfatter.

H.C. Andersen.

For der var engang en lille travl fiskerihavn ved navn Lundeborg. At ’der var engang’, er nok det, der beskriver den lille havn bedst. Det er svært at forstille sig, at den lille havn engang havde en færgeovergang til Lohals, og den kun var halvt så stor men dobbelt så travl, som den er i dag, og der kun boede fiskere i byens huse. Men det er sandheden.

 

Lundeborg er eksemplet på de små fiskerihavne, der engang var præget af erhverv, og hvis fremtid nu er store, hvide lystbåde, der transporterer turister fra havn til havn.

​

Jeg har aftalt, at mødes med Børge Jensen på 67år foran bygningen, der huser Lundeborg Fiskesalgsforening.

​

Helt roligt kommer den erfarne fisker gående.

​

Grå langbukser, en blå T-shirt som matcher den næsten skyfri himmel og en guldtand i munden. Hans hud er en smule læderagtigt solbrændt på en sådan måde, at man ikke er et sekund i tvivl om, at han har brugt mange timer af sit liv udendørs.

​

Hvilket er fuldstændig sandt.

​

Siden Børge Jensen var 12 år gammel, har han tjent sine penge ved at hive fisk op at det store blå hav. På hans visitkort står der i dag stadig erhvervsfisker, men det er ikke fiskene, der sætter mad på bordet mere, det er folkepensionen.

​

I 55 år har Børge Jensen været erhvervsfisker ved Lundeborg havn.


De gode gamle dage

Midt på molen står resterne af det, som blev starten på Lundeborg. Et stort idyllisk bindingsværkshus i hvid og rød.

​

Det er et gammelt pakhus til korn fra omkring 1870. Bygningen blev opført af Niels Frederik Bernhard Sehedsted fra Broholm Slot.

”Havnen blev bygget til korneksport, og bygningerne blev bygget til korneksport. Sehested ville tjene penge på korneksporten, som dengang kun foregik i Svendborg. Så han byggede havnen, og faktisk hele byen, for at komme ind på markedet” forklarer Esben Hedegaard, som er direktør på Svendborg Museum.  

Kornhandlen i Lundborg bestod kun i 20-30 år og måtte derefter se sig slået af udenlandsk eksport. Men det gjorde plads til fiskeriet, som voksede og voksede, indtil Lundeborg fik status som en fiskerihavn omkring 1930.

 
”Jaaa.. Det er så det gamle pakhus, hvor man opbevarede korn, men det har vi nu aldrig gjort. Vi har opbevaret ruser, garn og kroge derinde så længe, jeg kan huske” fortæller Lundeborg fiskeren Børge Jensen og smiler, så guldtanden kommer til syne.

”I dag opbevarer vi kun levn fra gamle dage. Jeg og de andre fiskere på havnen har samlet en masse ting fra gamle dage, som turister nu kan komme og se på” Synger den sydfynske dialekt og forsætter.  

”Vi havde sgu ik’ plads til at lave et museum i tresserne. Der var der altså fart over feltet” slår Børge Jensen fast, mens han beskriver, hvordan havnen så noget anderledes ud end i dag.

​

Tresserne er den tid, som Børge Jensen kalder for Lundeborgs storhedstid.
På det tidspunkt lå der 30 både i bassinet foran Fiskesalgshuset på Lundeborg havn. Fra hver båd var der minimum to mand, som drog ud på havet sammen og hev fisk op.
På selve havnen var der fire mand, som arbejdede på fuldtid i Fiskesalgshuset, hvor de hjalp fiskerne, som lossede de ordnede og havfriske fisk, lagde dem på is og sendte dem med en vogn til fiskeauktion i Hirtshals.

 

Først på havet

Der var et andet tempo på havnen end der er i 2016.
Dem som går hurtigst i dag, er strandens badegæster, som barfodet går kapgang for ikke at brænde fødderne på den varme asfalt på vej mod ishuset.

”Da jeg begyndte i 1963, havde alle en en-cylindermotor. Så når der var en, som startede motoren, så kunne hele byen høre det, og så drønede alle fiskerne ned i skibene, og så skulle de ud at fiske alle sammen på engang. De ville alle sammen have den bedste plads” Beretter Børge Jensen, mens han smågriner sig gennem historien.

​

For fiskerne i Lundeborg var der tale om de glade tressere. Selvom man sejlede to eller tre mand ud på kuttere, trawlere eller garnbåde, var priserne på fiskene så høje, at der var nok penge til at betale hele besætningen en god hyre, som blev indløst sammen med kold øl efter det hårde arbejde til søs.

”Om fredagen, når man fik sin check, så gik man hen til vodbindere (red. Håndværk som fremstiller fiskenet), som også havde oliesalg. Så gav man ham checken, betalte for sin olie, og så gav han rede penge tilbage. Så mange penge havde han liggende” forklarer Børge Jensen med et smil på læben.

”Han (red. Vodbinderen) fik tre kasser øl ned hver dag. De var til hans kunder, for de skulle jo have øl” afslutter han.

 

Dog drak den sydfynske fisker ikke øl så ofte selv, for han synes nu, at de der Albani øl var for sure. Men han indrømmer, at det alligevel er blevet til en enkelt eller to hos vodbinderen i tidens løb.
 


Efter øllen hos vodbinderen bevægede fiskerne sig hjem til deres huse i Lundeborg.

”Den gang kendte alle hinanden, og man vidste, hvor alle boede. Det var også kun fiskerne, som boede i hele byen. Altså bortset lige fra slagteren og købmanden” fortæller Børge Jensen, som i dag ikke ved, hvem der bor hvor, og hvem byens beboere egentlig er. Hvis de ikke kommer på havnen ofte, så kender han dem ikke.
 

Priserne der flyttede fiskerne

I dag er der ikke kapløb om at komme først ud på havet. De sidste tre erhvervsfiskere i Lundeborg får ikke længere deres hyre hos vodbinderen sammen med en sur pilsner. Beboerne i Lundeborg er nu en vidtfavnende skare af folk, der arbejder i Svendborg, Odense, København eller et fjedre sted.

”Hvis man kommer med et tons fisk i dag, så kan det måske udløse 1000kr, hvis du er heldig. Det er fuldkommen dybt godnat” griner Børge Jensen, mens han slår ud med armene.

​

Det er tydeligt, at vinden har vendt sig i Lundeborg. Ifølge Børge Jensen kunne erhvervsfiskerne begynde at mærke en let modvind fra midten af halvfjerdserne.

”Fra midt halvfjerdserne der begyndte jeg at fiske for mig selv. Det kunne jeg gøre ligeså godt, for udstyret gør nærmest det hele, vi skal jo bare pille fisken af og rense dem.”

​

Der var flere og flere, der, som Børge Jensen, begyndte at fiske alene.

 

Alene på havet kunne de brokke sig til mågerne over de stigende brændstofpriser, som fik den lette modvind for erhvervsfisker, til at føles som kuling.

​

Fra 1976 til 1979 steg prisen på brændstof med 70%, hvilket betød forhøjede udgifter for fiskerne.

​

Mens priserne på brændstof steg, pakkede 15 både deres ting og sejlede til Hirtshals, hvor jagtmarkerne stadig var så gode, at de kunne dække udgifterne på trods af brændstofstigningen. I starten kom nogle få stadig tilbage til Lundeborg om vinteren, men stoppede helt til sidst.

​

I løbet af firserne forsvandt flere og flere af fiskerne fra Lundeborg, indtil der var 7-8 af de 30 faste erhvervsbåde tilbage.

​

En af dem var Børge Jensen, som fik en smule vind i sejlene, før det gik galt igen.

”Jeg var heldig, at jeg fandt et sted, hvor ingen andre fiskede, så jeg kunne fange en masse fisk. Sådan jeg nåede at redde firserne. Men så nåede jeg halvfemserne, og så opdagede de over ved Sjælland, at der var fisk, der hvor jeg lå. Så var vi pludselig ti både, som lå samme sted og så var den gal igen.”

​

I løbet af halvfemserne får erhvervsfiskerne i Lundeborg endnu mere modvind. Vinden blæste mobiltelefonen med sig, som fiskerne måtte vænne sig til at bruge i deres daglige arbejde.

”Det måtte vi så lære. Det var jo nærmest fra den ene dag til anden. Vi havde dårligt nok en telefon dengang” griner han.

​

Fra mobiltelefonens indtog i fiskeriet, tager teknologien for alvor fat i erhvervet og der bliver stillet flere og flere krav til fiskerne. De fleste af de tilbageværende fiskere i Lundeborg valgte i løbet af halvfemserne at skifte deres både ud med mindre modeller eller skære noget af skibets bag- og styrbord af for at slippe uden om regler og krav til teknologi, der skulle være ombord på større bådene.

​

Priserne på brændstof er ifølge Børge Jensen stadig for høje, mens priserne på fiskene er for lave til, at det kan hænge sammen for en fuldtids erhvervsfisker ved Fyn.

”Bare fiskepriserne fulgte med, sådan at de bare lå et par kroner over det, som de gør i dag. Så tror jeg, vi kunne få det til at løbe rundt” forklarer Børge Jensen, som måtte starte udbetalingen af sin pension 2 år, før han havde planlagt det, fordi det ikke hang sammen mere.

​

Selvom han er startet med udbetalingen af pensionen, så har han endnu ikke slettet erhvervsfisker fra cv’et endnu.

”Jeg stopper først, når jeg ikke kan mere.”

Selv når Børge Jensen ikke længere fisker fra havnen længere, vil turister og andre interesserede stadig kunne opleve ham fortælle om erhvervsfiskeriets storhedstid, på loftet i det gamle røde og hvide pakhus. Loftet bliver brugt af Svendborg museum, som har lavet en udstilling om netop Lundeborgs historie. Og når trykker på en knap og venter fem sekunder, så dukker Børge Jensens hoved op og han begynder at fortælle om fiskeriet i Lundeborg.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

”Den udstilling vil være der længe, længe endnu. Lundeborg er en by og en havn med en unik, men stadig klassisk historie. Så selvom fiskeriet ikke vil bestå, så vil man kunne høre om det og byens historie alligevel” fortæller direktøren fra Svendborg Museum Esben Hedegaard.

 

Foto: Kamilla Mærsk. Børge Jensen vil i fremtiden være at finde på Lundeborg havn på skærme som disse.

Tidslinje for Lundeborg havn.

bottom of page