Med 8.750 kilometer kystlinje byder Danmarks geografi fiskerne gunstige vilkår. Danmark har  i mange år været en stolt fiskenation, og erhvervet har spillet en væsentlig rolle, i det vi i dag bedst kender som udkants Danmark. Særligt op gennem det 20. århundrede spillede fiskeindustrien en væsentlig rolle i samfundet og for samfundsøkonomien. I starten af 1900 tallet fik mange danske havne således fiskerierhverv tilknyttet. Industrialiseringen gav de danske fiskere medvind og bidrog således først og fremmest med at bringe motoren ned i kutteren, derudover blev fiskernes fangstmetoder gjort mere effektive, og en modernisering af infrastrukturen var medvirkende til, at fiskerne kunne producere og eksportere i meget større omfang end tidligere. Antallet af fartøjer knyttet til industrien steg stødt, og gennem både direkte og indirekte beskæftigede i erhvervet blev fiskeriet en økonomisk meget vigtig drivkraft.

​

I midten af 1950’erne var der ifølge fiskeberetningen fra Fiskeriministeriet mere end 14.000 erhvervsfiskere i Danmark og over 3.600 registrerede fartøjer på i alt 63.000 BRT (red. bruttoregisterton).

​

”Under anden verdenskrig havde de danske fiskere rigtig meget medvind, fordi de nærmest havde eneret til at forsyne besættelsesmagten med fisk. Der var knaphed på fisk, og konkurrencen var lille blandt andet, fordi englænderne havde travlt med at føre krig. De danske fiskere fik derfor nogle yderst favorable priser, og det tiltrak naturligvis mange nye fiskere,” fortæller Seniorforsker og museumsinspektør på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg Søren Byskov.

 

Tyskland havde brug for de danske fisk, og frigav derfor råmaterialer til de danske skibsværfter, så man kunne forny den danske fiskeriflåde, hvilket har været med til at danne grundlaget for en opblomstring af fiskeriet i Danmark i efterkrigstiden.

 

”Det danske fiskeri blomstrede i den grad i efterkrigstiden. De danske fiskere havde penge på kistebunden, de havde en toptunet fiskeriflåde og en ufattelig stor fangstkapacitet. Faktisk var den for stor,” siger Søren Byskov

 

Politiske restriktioner

I 1975 var antallet af erhvervsfiskere faldet til omkring 11.400, men den samlede flådes kapacitet var mere end fordoblet til 137.000 BRT fordelt på 3.750 registrerede fiskefartøjer. Denne kapacitet var dog mere, end hvad de danske fiskebestande kunne holde til efter mange år med overkapacitet. Med politiske initiativer begyndte man derfor at begrænse fiskeriets omfang. Der blev således indført restriktioner på fiskernes aktiviteter, og i løbet af 1980’erne var man klar over, at fiskeriet i Danmark havde nået et toppunkt.

 

”Der er ingen tvivl om, at man op i gennem 1960’erne og 1970’erne havde fisket langt over evne set fra økosystemets perspektiv, hvilket satte mange fiskebestande under hårdt pres”, siger Søren Byskov.

 

For at imødekomme mange af de fiskere, der ville blive ramt af restriktionerne, begyndte man derfor i slutningen af 1980’erne at give ophugningsstøtte til danske kutterejere, der gerne ville ud af erhvervet på grund af

forringede vilkår for indtjening, i håb om, at det så igen skulle blive rentabelt for de fiskere, der blev i erhvervet. Sovjetunionens fald satte dog en stopper for den ønskede effekt.

 

”Berlinmurens fald i 1989 var katastrofalt for de danske fiskere. Hele det europæiske marked blev oversvømmet med det vi dengang kaldte Russertorsk, og det fik priserne til at falde drastisk. Udbuddet blev simpelthen for stort i forhold til efterspørgslen,” forklarer Søren Byskov

 

Derudover spillede også globaliseringen af transportsystemet en stor rolle. Hvis fiskepriserne nåede et vist niveau, begyndte supermarkedskæderne at se sig om efter billigere alternativer rundt omkring i verden.

 

Brydningstid i 1990’erne

Årene omkring 1990 blev en brydningstid og en krisetid for det danske fiskerierhverv. Adgangen til at fiske blev gjort mindre tilgængelig, der kom omfattende reguleringer i form af kvoter, øget ophugningsstøtte, nybygningsstop, lukkede farvande og indførelse af omsættelige fiskerettigheder. Faldende bestande af blandt andet torsk førte til at skiftende regeringer og EU søsatte programmer, der havde til formål at tilpasse fiskeriflåden til de fangstmuligheder, der rent faktisk var til stede uden at eliminere bestandene af fisk i de danske farvande.

 

Det hele kulminerede i starten af 1993, og Danmarks Havfiskeriforening opfordrede til generalstrejke for alle danske fiskere. Det var ikke kun fiskerne, der blev ramt af krisen i 1990’erne, også mange følgeerhverv blev ramt. Fiskerne investerede kun i det højst nødvendige fiskeudstyr. De mange kuttere der samtidig blev ophugget i starten af 1990’erne, gjorde kun cocktailen endnu værre, da det resulterede i, at der kom et stort marked for brugt fiskegrej.

 

”Når man først runder Skagen fra Vest, så begynder havnene at ligge øde hen. Det er en kedelig konsekvens af den krise, der opstod i starten af 1990’erne. Havnene har for mange byrådspolitikere lignet lavt hængende frugter lige til at plukke. Frem for at prøve at redde havnemiljøerne har man i stedet gjort dem til kedelige boligområder.” siger Søren Byskov.

 

Max Nielsen der er ekstern professor på Institut for fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns universitet tilføjer:

 

”Rigtig mange virksomheder blev påvirket negativt af krisen i 1990’erne. Problematikken opstår, når man har haft mange små havne, hvor der måske har været 5-6 fartøjer tidligere og så 4 af dem forsvinder, så er der ikke længere et lønsomt havnemiljø, og så lukker virksomhederne og dermed havnen.”

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

 

 

 

 

I perioden efter 1990 op til 2003 forsvandt 1.250 fartøjer fra flåden, hvilket svarer til 45% af den samlede flåde på over 5 BRT, der var aktive i 1990. Men også fiskernes landinger faldt i denne periode. Torsk og rødspætter faldt henholdsvis med 61% og 35%, og den udvikling fik konsekvenser for beskæftigelsen. Ifølge Danmarks Statistik blev beskæftigelsen halveret fra 7.000 til knap 3.500 i perioden 1990 til 2004.

 

Udviklingen fra 1990

Indgangen til 1990’erne blev afslutningen på et årti med et særdeles indbringende fiskeri og især torskefiskeri. 1984 blev rekordåret, hvor man fangede 100.000 tons torsk i Østersøen. Siden 1987 havde torskebestanden været under pres, og i starten af 1990’erne var landingerne barberet ned til 10.000 tons torsk om året. I 1993 spidsede situationen yderligere til for de danske fiskere. Prisen på fisk var faldet mærkbart siden slutningen af 1992, og allerede efter de første to måneder af 1993 var den samlede danske torskekvote opbrugt.

 

De faldende fangstmængder i Nordsøen medførte en stigende import fra lande uden for EU, hvilket førte til at de danske fiskere foruden de strammere kvoter der var blevet pålagt også måtte se priserne stagnere, så de ikke fulgte med de udbuddet fra de danske fangster.

 

”Priserne på markederne er ikke sammenhængende de er særskilte. Hvis vi eksempelvis tager prisen på sild, så bliver den bestemt af bestanden og derfor af markedet, der udbyder sild. For silds vedkommende er det primært området omkring Norskehavet, da det er der de største bestande forekommer. Bestanden i Norskehavet er derfor prisbestemmende på verdensmarkedet. Når kvoterne går op, så falder prisen og omvendt,” forklarer Max Nielsen.

 

Ved udgangen af 1990’erne blev situationen kun værre og i perioden 1999-2003 satte man de tilladte fangstmængder af torsk ned med 75%. I slutningen af 2003 blev endnu et regulativ trukket ned over fiskerne. Man indførte begrænsede havdage, hvilket igen førte til, at mange fiskere nok engang søgte om ophugningsstøtte, og i flere små og mellemstore havne, såsom Lundeborg på Sydfyn og Gilleleje i det Nordsjællandske, begyndte man således at frygte, at tiden som erhvervshavn var ved at være et overstået kapitel.

 

Fokus på arbejdsforhold

I 1997-98 begyndte man efterhånden fra politisk side at bløde op for de regler omkring nybygningsstop, der hidtil havde sat en stopper for fornyelsen af den danske flåde. I 1998 kom der fornyet opmærksomhed på fiskernes arbejdsvilkår, og en undersøgelse viste, at arbejdsforhold med søgang, glat underlag, kulde, lange arbejdstider og høj ulykkesrisiko bidrog til et hårdt fysisk arbejdsmiljø. Det fik advarselslamperne til at blinke flere steder i landet og på Hvide Sandes skibsværfter begyndte man snart at producere stålskibe til den danske flåde med fokus på forbedringer af arbejdsforholdende.

 

”Man begyndte at lave komfortable beboelsesforhold, ordentlige toilet- og badeforhold, skridsikring på dækket, lukkede arbejdsdæk, transportbånd til forbedrede arbejdsstillinger og støjdæmpende isoleringer,” fortæller Søren Byskov.

 

Foruden de arbejdsmæssige forhold blev også effektiviteten af flåden forbedret, mange af trawlfiskerne begyndte således i 1990’erne at overgå fra trawl til flertrawl, hvor man anvendte to eller fire trawl i samme træk. Man investerede også i optimal behandling af fangsten om bord og søpakning af konsumfisk om bord på skibet.

 

Kvoternes betydning

Sildestoppet i 1973 var den første egentlige begrænsning i form af kvoter, der ramte de danske fiskere, men det var først i 1983, at man tilsluttede sig EF’s koordinerede kvotesystem TAC (red. Total Allowable Catch), der havde til formål at holde fiskebestandene ved lige, men det daværende kvotesystem fik aldrig rigtig skåret ned på den overkapacitet, der var i den danske fiskeriflåde.

 

”For at komme overkapaciteten til livs fortsatte man med at lave nye runder, hvor fiskerne kunne søge ophugningsstøtte uden, at det egentlig hjalp. I 2005 tog man i det danske folketing konsekvensen af de manglende resultater og indførte derfor en ny kvoteregulering,” fortæller Søren Byskov.

 

I 2005 blev der indgået et politisk fiskeriforlig mellem regeringen og Dansk Folkeparti, der betød, at man skiftede det gamle kvotesystem ud med et nyt, der blev kendt som Fartøjskvoteandel-systemet. Fartøjskvoteandele-systemet fungerede således, at man opnåede  en form for individuelle kvoteandele. Fra og med 2007 blev fartøjskvoteandelene tildelt på baggrund af det enkelte fartøjs fiskeri i 2003, 2004 og 2005.

 

”Ser man på økonomien i det danske fiskeri, så var det langt fra lønsomt i starten af 00’erne. Den helt store game-changer var indførelsen af fartøjskvoteandele. På to – tre måneder i starten af 2007 opnåede man, hvad man havde prøvet på de sidste 30 år. Man havde reduceret den danske flåde med op mod 30%,” Fortæller Max Nielsen.

 

En af de helt afgørende punkter i lovgivningen var, at hvis man som fisker havde flere fartøjer, blev det nu tilladt at lægge sine kvoteandele sammen og lande alle kvoterne med kun et fartøj. Kvoteandelene var således bundet op til flåden og ikke fiskeren. Fiskerne kunne handle kvoter med hinanden, men fartøjerne fulgte med i handlen. I 2006 var der derfor en meget livlig handel med fartøjer og ved udgangen af året kunne man begynde at se, hvordan kvoteandelene ville blive fordelt i det nye danske konsumfiskeri.

 

”Der er eksempler fra den tid, hvor en fisker gik ud og fik bygget en helt ny kutter, for så at opkøbe 10-12 gamle kuttere, for så at løfte alle kvoterne over i den nye kutter”, siger Søren Byskov.

 

Omlægningen til fartøjskvoteandele gjorde fiskeriet meget lønsomt, men det reducerede også fiskeriet til at være et marginalt erhverv.

 

”I dag tjener fiskerne mange penge. I forhold til år 2000, hvor fiskerne ikke tjente nogle penge er antallet af fartøjer blevet kraftigt reduceret, og tager man

 

gennemsnitsindtjeningen på ethvert fartøj, så er den på årsbasis steget med en million kroner siden da,” fortæller Max Nielsen

 

1. januar 2007 var der ifølge fødevareministeriet registreret 959 kommercielle fartøjer i fartøjskvoteandel-ordningen. I løbet af de første år, hvor der blev handlet fiskerne imellem faldt dette tal til 664. Ved udgangen af 2008 var der ifølge Fiskeristatistisk Årbog lidt over 3.800 besætningsmedlemmer tilbage på de danske fartøjer. Halvdelen af disse var forhyret på fartøjer under 5 BRT,  og der var nu under 2.000 erhvervsfiskere tilbage på de danske erhvervsfartøjer over 5 BRT. De seneste tal fra NaturErhvervsstyrelsen viser, at antallet af kommercielle fartøjer i fartøjskvoteandel-ordningen er faldet til 568 pr. 2015.

​

​

​

​

​

 

​

​

​

​

​

​

​

​

 

 

 

Lys fremtid for fiskeriet

Finanskrisen var meget hård ved det danske fiskeri. Det gik især ud over priserne på fisk, der faldt drastisk og holdt et lavt niveau i lang tid.  Søren Byskov peger på, at vi i Danmark har en meget konkurrencedygtig og professionel fiskerisektor.

 

”Det hele står og falder med priserne på fisk, men det ser efterhånden ud som om, at de har fundet et rimeligt fornuftigt prisleje her i kølvandet på finanskrisen. Det ser samtidig også ud til, at det går godt med at rekruttere nye fiskere til fiskeriskolen, hvilket er et meget godt tegn,” siger han.

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

 

 

 

 

Han mener, at man skal se det i lyset af, at fiskeriet er blevet et relativt lille erhverv, så der skal heller ikke særligt meget til, for at opnå succes, og han peger på, at branchen har været dygtig til at skabe en økonomisk god industri.

 

”Hvis vi ser på fiskeriet  som en industri eller en branche, hvor man søger at optimere, rationalisere og skabe gode forhold for sine medarbejdere, så mener jeg, at industrien går en lys fremtid i møde. Det er samtidig også et nicheerhverv, og jeg tror aldrig, at det bliver et masseerhverv, som det var tidligere,” siger han.

 

Max Nielsen mener, at man vil se yderligere fald i antallet af fartøjer og beskæftigede, men han er enig med Søren om, at forholdende er gunstige for de danske fiskere.

 

”Siden år 2000 har man reduceret antallet af fiskere med omkring to tredjedele, så er der ikke mange tilbage. Jeg tror, at fiskeriet bliver mere specialiseret og meget mere lønsomt, hvilket vi allerede er begyndt at se,” fortæller han.